På Hanstholm Friskole har vi cirka 90 elever fordelt på 0.-9. klassetrin. Vores klasser er samlæste, hvilket betyder, at hver enkelt elevgruppe er sammensat af børn på to eller tre klassetrin.
Vi er en karakter- og prøvefri skole, hvor fagligheden går hånd i hånd med almen dannelse, udvikling og læringslyst. Vi fokuserer mere på vejen til læring frem for resultatet.
Hanstholm Friskole er en grundtvig-koldsk friskole. Hos os er det forpligtende fællesskab og nære relationer bærende elementer.
Vi mener, at børn udvikler sig bedst i en tryg atmosfære, som bærer præg af et godt samarbejde mellem medarbejdere og forældre. Vi ser det hele menneske hos den enkelte elev. Derfor praktiserer vi den anerkendende pædagogik og sætter en ære i at møde eleverne, der hvor de er.
Barndommen ønsker vi at værne om. Derfor er det vigtigt for os at skabe plads til fantasi, nysgerrighed, latter og begejstring gennem den almindelige undervisning, fortælling, emneuger og ekskursioner.