Undervisningsmiljøvurdering

Konklusion på undersøgelse af undervisningsmiljøet 2021-2022

Følgende er en sammenfatning af alle elevers svar på spørgsmål vedrørende undervisningsmiljøet på Hanstholm Friskole – se spørgsmålene bilag 1.
I løbet af april 2022 vil beskrivelsen blive taget op på lærermøder, hvor der vil blive lavet en vurdering af undersøgelsen og efterfølgende en handlingsplan for at imødekomme de problemområder, som eleverne gør opmærksom på i deres besvarelser omkring det psykiske- og det æstetiske undervisningsmiljø.
Problemområder under det fysiske undervisningsmiljø tages op på et møde med skolens pedeller og ledelsen, hvor der laves en plan for udbedring af de fejl og mangler, som eleverne gør opmærksom på.

Det fysiske undervisningsmiljø:

  • Møbler
    I indskolingen og overbygningen er eleverne meget tilfredse med deres møbler i klasserne. På mellemtrinnet gives der udtryk for, at møblerne er lidt slidte.
    Generelt er der et ønske om bedre gardiner. Eg er trætte af ledninger, som hænger ned fra loftet.
  • Indeklima
    Hele indskolingen giver udtryk for at være meget tilfredse med indeklimaet i deres klasser.
    Mellemtrinnet og overbygningen oplever, at luften er tæt, at det er for koldt om vinteren og for varmt om sommeren.
  • Lys
    Der er en generel tilfredshed med lyset i alle klasser.
    Overordnet er toiletterne ok. Det opleves generelt, at standarden er bedre, end den har været. Dog nævner et par af klasserne, at der ofte ikke er blevet skyllet ud, når man kommer ind på toilettet.
  • Toiletter
    Flere klasser nævner, at sensoren ikke virker optimalt – at den enten tænder for sent, eller slukker for hurtigt. De yngste elever har et ønske om, at hylden med ekstra toiletpapir bliver sat ned, da de har svært ved at nå.

Det æstetiske undervisningsmiljø:

  • Generelt er der en fælles opfattelse af, at der er rigtig hyggeligt på skolen. Den er anderledes end andre skoler. Dog er der særligt fra mellemtrinnet og op et ønske om, at skolen bliver malet. De synes, den ser slidt og gammel ud. Det samme gælder salen. Der må også gerne komme flere blomster og mere pynt i vinduerne.
    Det påskønnes, at der er sat lamper op rundt om skolen – det ser hyggeligt og indbydende ud.Flere klasser savner et gyngestativ, hvor der bl.a. er en gynge beregnet til én person.
    Ask ønsker sig en vippe. Vi
    Dyrehusene trænger til en meget kærlig hånd. Generelt trænger legepladsen til at blive shinet op. Der er ønske om nye net i basketkurven og fodboldmålene.
    Der er et ønske om en klokke, som kan ringe på hele skolen, da man ikke kan høre den på den store boldbane.
    Birk ønsker sig et et hyggehjørne, hvor man kan sættes sig hen og slappe af/læse/snakke.
    Hyld savner et legehus.

Det psykiske undervisningsmiljø

Følgende er en sammenfatning af alle klassers besvarelse af spørgsmålene vedrørende det psykiske undervisningsmiljø på Hanstholm Friskole 2022. Udover denne sammenfatning, inddrages også de fem klasselærere, så de kan gå ind i de forskellige problemstillinger.

Hvordan har I det med hinanden i klassen?

Ask: I Ask svarer børnene, at de har det rigtig godt med hinanden i klassen. Der er altid nogen at lege med.

Hyld: Børnenes besvarelser viser, at de godt kunne have det bedre med hinanden i klassen. Nogle føler ikke, at de har venner og andre oplever, at de bliver drillet. Det nævnes, at de indimellem har det godt, men at det svinger noget.

Bøg: Der er en generel opfattelse af, at de har det godt sammen i klassen. De kan hurtigt blive uenige med hinanden, men er også gode til efterfølgende at nå til enighed og komme videre.

Birk: På en skala fra 1-10, så mener klassen, at de ligger på en 9’er. Altså må man konkludere, at de oplever, de har det godt sammen i klassen.

Eg: Der er enighed om, at de har en god klasse. De nyder, at der ikke har været noget drama eller diskussioner. Alle behandler hinanden pænt. Der er forskellige grupper, men det oplever de som noget naturligt – at nogle hygger sig bedre sammen end andre. Der gives udtryk for, at der er plads til alle i klassen, og at de har det godt sammen.

Hvordan har I det med de øvrige elever på skolen?

Ask: Alle kan lide at være sammen med deres store venner, og de hygger sig sammen med Hyld. Dog er der en opfattelse af, at der er nogle store drenge, som driller dem.

Hyld: Generelt oplever klassen at have det godt sammen med de øvrige elever på skolen. Dog mener de, at Bøg og Ask driller. Det nævnes, at der er nogle store, som kalder dem øgenavne. Derudover synes de, at pigerne fra 3. klasse blander sig i noget, som egentlig ikke vedkommer dem.

Bøg: De har det overordnet set godt sammen med de øvrige elever på skolen. Det nævnes, at de små elever ikke altid vil respektere dem og heller ikke altid taler pænt til dem. Det er de trætte af.

Birk:  Klassen har det overordnet set fint med de øvrige elever på skolen. Dog oplever de ikke altid at blive mødt i de ønsker, som de har – hvis de vil noget bestemt, synes de ikke altid, at det bliver respekteret.

Eg: Klassen har det godt sammen med de øvrige elever på skolen. Dog kan de blive trætte af pigerne i Bøg, som de synes har mange konflikter.

Hvordan har I det med de voksne på skolen?

Ask: De voksne er rigtig søde. De vil altid gerne hjælpe og trøste.

Hyld: Alle lærerne er rigtig søde!

Bøg: Lærerne er rigtig søde.

Birk: Klassen har det godt med de voksne på skolen. Nogle savner også et par lærere fra tidligere.

Eg: Klassen har det generelt godt med de voksne på skolen. Der er altid nogen, man kan gå til, hvis der er noget, man har brug for at snakke om eller få hjælp til.

Føler I jer mobbet/holdt ude af fællesskabet på skolen?

Ask: De store drenge driller.

Hyld: Nogle føler sig holdt lidt udenfor og kommer ked af det hjem fra skole.

Bøg: Alle føler sig som en del af fællesskabet.

Birk:  Ingen føler sig mobbet eller holdt uden for fællesskabet.

Eg: Ingen føler sig mobbet eller holdt uden for fællesskabet. Der er en oplevelse af, at man på skolen fra starten lærer, at alle skal behandles ordentligt.

Er det nemt eller svært at få hjælp af de voksne?

Ask: Ja!

Hyld: Ja, det er nemt.

Bøg: Det er ikke altid nemt at få hjælp af en voksen.

Birk: Ja, det er ret nemt.

Eg: Det er blevet nemmere at få hjælp, og man ved altid, hvor man kan få den. Dejligt, at klasselæreren er opmærksom på klassens trivsel.

Føler I, at I har mulighed for at komme med ideer til jeres hverdag/skolegang?

Ask: Ja.

Hyld: Nogle gange. Det kunne være fedt med en idépostkasse.

Bøg: Det kan nogle gange være svært at komme med ideer. Der er et ønske om et elevråd.

Birk: Det er ok nemt. Vi mangler et elevråd.

Eg: Der er en generel opfattelse af, at man sagtens kan komme med ideer til hverdagen/skolegangen.

Bliver lyttet til jer?

Ask: Ja.

Hyld: Nogle gange, men legehuset mangles stadig.

Bøg: Nogle gange.

Birk: Klassen synes, at der bliver lyttet til dem, så længe de ikke kommer med ”for vilde” ideer.

Eg: De fleste i klassen synes, at der bliver lyttet til dem, men at der ikke altid bliver fulgt op på de ideer, de må have.